Koncerter

 

Torsdag den 23. februar kl. 19.30

Schuberts ”Winterreise”
med introduktion af værket ved kirkens organist Annette Simonsen kl. 19.00 - 19.20
GRATIS ADGANG

    

    

Winterreise er et af liedgenrens absolutte hovedværker. Schuberts tonesætning af Wilhelm Müllers 24 digte er siden de blev komponeret i 1827 blevet anset som romantikkens ypperste repræsentant for kunstsangen. Komponeret i året inden hans død, må Winterreise anses for at være et udtryk for Schuberts absolutte formåen inden for kammermusikken. Hvor man i høj grad tidligere oplever klaveret som ledsagelse, får det her en særdeles fremtrædende rolle på linje med sangen og teksten. Med et væld af distinktive rytmer, rastløse synkoper og dramatiske tremolofigurer maler Schubert et tonemaleri, så man ser vandmasserne fosse under den frosne flod, hører kragens skrig, den rustne vejrhane svinge for vinden og posthornet, der kalder. Et maleri, hvor man følger den resignerende elsker fra han ubemærket forlader sin elskedes hus og by, da han indser at hans kærlighed ikke længere er gengældt, og videre på hans lange rejse mod sit endeligt.

Teit Kanstrup, baryton. Uddannet fra DKDM og Royal Academy of Music i London. Har medvirket i en lang række operaer i ind- og udland, bl.a. i titelrollerne i Don Giovanni og Figaros Bryllup. Han har derudover en omfattende koncertvirksomhed med de danske landsdelsorkestre og udenlandske orkestre og ensembler. Desuden har han løbende dyrket sin store interesse for lied-genren.

Charlotte Thaning, pianist. Uddannet fra Det fynske Musikkonservatorium og fra Det Kgl. danske Musikkonservatorium hos Rosalind Bevan og Amalie Malling. Hun er en særdeles efterspurgt kammermusiker og akkompagnatør, og har optrådt ved utallige koncerter i Danmark og udlandet.
Kendt som pianist i Eskær Trioen, der har været aktiv på den danske og internationale kammermusikscene i 20 år og har indspillet en række prisbelønnede CD´er.
Charlotte Thaning har modtaget mange priser og æreslegater. Hun er ansat ved Det Kgl. danske Musikkonservatorium.